526973500_0013b4f82e_zpizzaAf Sonja Woitschek

– Bryllupper med lækre buffeter, grillaftener med kolleger, hyggemiddage med vennerne, caféture med veninderne – for de fleste hører det til ugens højdepunkter, men for de, der lever med fødevareintolerancer og fødevareallergier, kan aktiviteter, der indebærer fælles måltider, være en stor udfordring. Sonja Woitschek, der selv lider af fødevareintolerance, giver gode råd om, hvordan udfordringerne bedst kan takles.

Ja, det er hårdt. Hjem efter diagnosen ‘multiple fødevareintolerancer’, og der er de så – de nye følelser. Indædt misundelse, når andre spiser, hvad vi drømmer om. Tvivl om, hvorvidt vores strenge diæt virkelig vil hjælpe os. Manglende forståelse overfor, hvorfor intolerance har ramt netop os og ikke den uvenlige kollega fra regnskabsafdelingen. Endda frygt for at sulte ihjel på trods af et fuldt køleskab .

I mit tilfælde var og er misundelse over mad min største udfordring. Jeg har for eksempel forladt et vigtigt møde på mit arbejde, fordi mine kolleger var så dristige at bestille pizza, min absolutte favorit-forbudte fødevare. Hallo – kunne de ikke fornemme, at jeg savner pizza mere end alle andre fødevarer? Jeg drømmer jo ikke om George Clooney eller endda om Ryan Gosling. Jeg har bare en beskeden drøm om min favoritpizza med tun og løg. Med kun lidt (stort set) ekstra ost.

Forklaring
For at finde en forklaring på min pizzafiksering, har jeg set på ERG-teorien, der er udviklet af Clayton Alderfer, en amerikansk psykolog, der har videreudviklet Maslows behovspyramide. ERG-teorien omfatter en frustrationshypotese, som påpeger, at et behov, der ikke bliver tilfredsstillet, vil blive dominerende, og at vi på den vis er drevet af ikke tilfredsstillede behov. Det er en teori, jeg kan forstå! Et eksempel fra mit liv med intolerancer: Det involverer den unge punkpige med pink hår, der satte sig ved siden af mig i metroen for at nyde sin pizza (tun, hvad ellers..). Nu vil nogen mene, at pizza er et overfladisk behov, ikke kvalificeret til at matche Claytons eksistentielle teorier. Jeg ved imidlertid af bitter erfaring, at måneders savn af livretter i høj grad kan booste frustration. Og derved var oplevelsen i toget den dag så frustrerende, at den lyserøde punkpige kun undslap et pizzamotiveret “hate crime” med en – lyserød – hårsbredde.

Den kloge Clayton har også etableret en hypotese om ‘progression af tilfredsstillelse’, forstået således, at tilfredsstillelsen af et behov aktiverer behov, der rent hierakisk er højere. Det kender jeg også til. Hvis jeg har det slemt nok, er jeg er bare glad for, at de kedelige riskager ikke irriterer min følsomme mave. I disse situationer kan folk udmærket smovse pizza for øjenene af mig, min værste bekymring vil være, hvornår jeg bliver symptomfri igen. Men så snart jeg føler mig bedre tilpas, hungrer jeg efter pizza, også selvom jeg ved, hvad det gør ved min krop.

Min favoritteori er imidlertid frustrationsprogressionshypotesen (slå ørerne ud alle intolerance-venner, for det er den teori, der har potentialet til at føre os mod sandere tilfredsstillelse!): Et behov, der ikke tilfredsstilles, kan på længere sigt bidrage til, at vi stiller krav, der er højere rent hierakisk og derved forårsager personlig udvikling. I vores situation må det betyde, at vi faktisk kan overvinde vores evindelige trang til forbudte fødevarer for derved at nå højere sfærer, hvor langsigtet sundhed og en perfekt hud (en bonuseffekt af at undgå usunde fødevarer ) råder.

Og måske jeg faktisk har bevæget mig op på et højere niveau for tilfredsstillelse! Beviset hænger ikke mindst sammen med Snickers, min store ungdomskærlighed. Der var nemlig engang, hvor det tog omkring 3 Snickers per dag at lukke munden på min indre sukkerdjævel. Og selvfølgelig savnede jeg Snickers helt vildt, da jeg måtte opgive dem. Men jeg har personligt oplevet så klare beviser for den gode effekt af at spise sundt, at jeg nu må opfatte raffineret sukker som ren gift. Og ligeledes vælger jeg hellere de fødevarer, der nærer min krop, end de der ødelægger den. Okay, hvis mine intolerancer skulle forsvinde en dag, kan jeg ikke love, at jeg aldrig vil spise den “søde gift” igen. Men indtil da, kan du finde mig i de højere sfærer af langsigtet sundhed – og genkende mig på min perfekte hud.

Og hvad så?
Teorien kan forklare os, hvorfor vi reagerer, som vi gør, når vi ikke kan få vores behov opfyldt. Men hvad gør vi med denne forståelse? Bryllupper med overdådige buffeter, grill med kolleger, hyggemiddage med med vennerne, caféture med veninderne – forståelse vil ikke give os mad på tallerkenerne. Og det er alle situationer, hvor vi igen står over for den udfordring, det er, at være i stand til at nyde samvær uden at blive grønne af misundelse, når andre nyder vores forbudte fødevarer.

Det er frusterende, tarveligt og uretfærdigt. Men måske er vi bedre stillet, hvis vi indser, at vores velbefindende dybest set er vores eget ansvar. Vi kan ikke kræve, at vores venner og familie forholder sig til alle vores særlige behov. Og personligt ønsker jeg det ikke. For på den måde får intolerancerne mere magt over mine relationer og daglige liv, end de allerede har.

Men efter at have taget fuldt ansvar, ønsker jeg heller ikke at skjule mig og mine intolerancer for nogen. Jeg tænker ikke mindst, at min historie kan få mine venner og kolleger til at reflektere over, hvor vigtigt det er at bevare kontrollen over fristende snickers, pizzaer og tilsvarende hurtige fødevarefix. Fordi ubalancerede spisevaner spiller en afgørende rolle i udviklingen af ​​fødevareintolerancer. Måske denne viden kan redde andre fra en dag at skulle kæmpe med de samme udfordringer, som jeg i dag kæmper med.

Jeg overlevede bryllupsboomet i min vennekreds ved bevidst at nyde den mad, kokken havde forberedt til mig (som aftalt på forhånd) og så tage en diskret gåtur under desserten. På den måde var jeg ikke nødsaget til at udsætte mig selv for den pine, det er at se andre spise dessert (jeg kan også presses til at begå mousse au chocolat-motiverede hate crimes, de er ikke kun relaterede til pizza). For det andet er der også folk omkring os (især dem, der bekymrer sig om os), der føler sig dårligt tilpas, hvis vi stirrer på deres tallerkener med store misundelige øjne .

Ved de sammenkomster, hvor maden er i centrum, og der ikke nogen velsmagende erstatning for mig, deltager jeg enten ikke, eller også kommer jeg lidt senere, når tallerkenerne er taget af bordet. Jeg kender andre, der foretrækker at medbringe deres egen mad, eller spise et stort måltid, før de ankommer. Uanset hvad der virker for dig, er det fint. Personligt finder jeg, at den bedste måde, jeg kan kombinere mad og samvær med venner på, er, når jeg laver mad til dem! Jeg udlever her min kreativitet i køkkenet og er samtidig i stand til at spise alt det, jeg sætter på bordet. For ikke at nævne, at jeg, når mine eksperimenter er en succes, kan blive krediteret for mine evner ud i moderne, ûber-sund kogekunst.

Den gode nyhed er nu, at fællesmåltider bliver nemmere! Selvfølgelig er der stadig særlige fødevarer og retter, som alle os med fødevareintolerance kunne myrde for at spise, og der er både gode dage og dårlige dage. Men med tiden kan vi opleve, at det ikke er så slemt, når andre spiser fødevarer foran os, som vi ikke tåle. I min erfaring sker det, når vi virkelig erkender, at disse fødevarer ikke er gode for os. Det er gerne samtidig med, at vi begynder at opdage og nyde de fødevarer, der får os til at føle os ægte levende og i live.

At leve med intolerancer kræver en kæmpe indsats. Når Claytons samlede teorier ikke formår at hjælpe mig, er det ofte et citat, fra den kæmpende realist Jane Austen, der kan gøre en forskel: “Det faktum, at vi mangler en del af lykken, bør ikke afholde os fra at nyde alt andet.”

Af Sonja Woitschek

Sonja Woitschek bor i München, hvor hun arbejder med human resource. Efter en årrække med fødevareintolerancer er hun stadig interesseret i at eksperimentere med nye sunde fødevarer og opskrifter.