Skærmbillede 2014-03-05 kl. 14.58.16Af Charlotte Lillegaard Petersen

– Du ved det nok godt – at humørsvingninger, stress, ømme bryster, træthed og søvnbesvær kan hænge sammen med hormonerne. Men ved du også, at sådanne symptomer allerede fra 35-årsalderen kan være en hormonelt betinget forsmag på overgangsalderen? Charlotte Lillegaard Petersen, der arbejder med funktionel medicin og bl.a. har specialiseret sig i hormonelle problemer hos kvinder, fortæller her om, hvad der sker op til og under overgangsalderen, og om naturlige veje, man kan vælge gennem forløbet.

Østrogenniveauet er som regel højt i årene op til selve overgangsalderen, faktisk kan østrogen være 30 % højere end normalt. Samtidigt begynder hormonet progesteron at dale. Hvor de to hormoner tidligere opførte en regelmæssig dans med høje progesteronniveauer i de sidste to uger af menstruationscyklus, kan balancen nu forrykkes, så der er mindre og mindre progesteron, og østrogenet kører op og ned. Denne ubalance reagerer en del kvinder på ved at føle sig skidt tilpas.

Symptomerne
I takt med at østrogenet begynder at dominere, kan man opleve, at man ikke kan klare dagligdagen på samme måde som før. Østrogendominans kan nemlig give forskellige ubehagelige symptomer. Stress, angst, depression, hjertebanken, træthed, hovedpine, svimmelhed, følelse af udbrændthed – listen er lang. Nogle, der er ramt af hormonernes godstog, får stillet diagnoser som depression, stress mv. Endnu flere går rundt og lider i stilhed uden at ane, hvad der ramte dem. Senere i løbet af overgangsalderen falder østrogenet, og hormonsystemet skal da finde en ny balance.

Hvad gør man?
Når hormonerne raser, gælder det om at støtte og hjælpe kroppen i balance. Hormonafbalancerende kost med sunde fedtstoffer, masser af grøntsager, proteiner fra vildtlevende og økologisk fodrede/fritgående dyr, krydderurter, ingefær og rigeligt med gurkemeje er gode tiltag. Det er især omega 3 fedtsyrer, der er vigtige for hormonbalancen, da man ofte får rigeligt af de andre olier i kosten. Spis vilde fede fisk flere gange om ugen eller tag et tilskud af fiskeolie. Man bør desuden begrænse sukker, korn, pasta, kaffe, alkohol og færdigmad.
Det er også gerne nødvendigt at tilføre vitaminer og mineraler, såsom D-vitamin, som i virkeligheden er et hormonlignende stof og derfor vigtig for hormonbalancen. Magnesium har de fleste brug for tilskud af, og mangelsymptomerne ligner symptomerne på hormonelle ubalancer: Træthed, dårligt humør, søvnproblemer, stressfølelse mv. B vitaminerne er også meget vigtige for kvinder i denne alder. Og så mangler mange kvinder jern. Man kan fx godt have normal blodprocent og lavt depotjern (ferritin), så det er vigtigt at få målt sit jern grundigt. Udover vitaminer og mineraler kan man med fordel blive behandlet med homøopati og urteekstrakter som naturlig hjælp til at komme godt igennem overgangsfasen. Det kan anbefales at få professionel vejledning og et individuelt skræddersyet program, som passer til ens personlige behov.

Fordøjelsen
For en del kvinder sker der også andet og mere, end at kønshormonerne ryger i ubalance. Fordøjelsen kan blive påvirket, både fordi de hormonelle svingninger ændrer på hastigheden i fordøjelsen og på tarmfloraen, men også fordi den stresstilstand, som kroppen befinder sig i forstyrrer fordøjelsen. Konsekvensen kan være oppustethed, forstoppelse, tendens til diarré og lav mavesyre.

Lever og stofskifte
Leveren har travlt i denne aldersfase, da den er kraftigt involveret i den hormonelle balance. Det kan derfor være godt at støtte leverens afgiftning forsigtigt med fx mælkebøtteblade, kål, løg, gurkemeje og fx starte dagen med et glas opvarmet vand med citronsaft.
De hormonelle ændringer kan også få stofskiftet til at arbejde forkert, og de kvinder, der har problemer i stofskiftet oplever peri-menopausen og selve overgangsalderen, som meget mere belastende end andre kvinder. Det er under alle omstændigheder klogt at få undersøgt sit stofskifte grundigt, da stofskifteproblemer kan udløse en lang række ubalancer pg symptomer. Normalt måler lægerne kun hypofysehormonet TSH, men føler man sig hårdt ramt, er det vigtigt at bede om også at få målt de frie hormoner, frit T4, frit T3 og TPO antistoffer. Bemærk, at det ikke altid er godt nok at ligge i normalområdet, da det er meget forskelligt, hvornår det ’personlige’ stofskifte er for lavt eller for højt. Hvis man ikke kan få sin egen læge til at tage prøverne, er det muligt at konsultere en privatlæge, som kan bestille – se links til tests nedenfor.

Immunforsvar og afstressning
Immunforsvaret kan påvirkes, så man pludselig bliver mere sensibel og fx får allergier eller fødevareintolerancer. Man kan også få øget tendens til inflammation i leddene og få smerter.
Det kan være nødvendigt at skifte gear og sætte mere tid af til ro og selvforkælelse. Binyrerne skal plejes, for de producerer en række hormoner, som er vigtige for velbefindendet, og efter overgangsalderen er det her, man henter østrogen og progesteron. Hvis man stresser rundt med kronisk forhøjede stresshormoner er det rigtigt skidt for hormonbalancen. Afspænding, et dejligt fodbad, meditation eller bare lade nullermændene ligge en ekstra dag, kan være en stor hjælp både for krop og sjæl.

Charlotte Lillegaard Petersen er naturopath i biologisk medicin, RAB og certificeret DNALife behandler samt cand.interpret. Hun arbejder med funktionel medicin på sin egen klinik, hvor hun bl.a. har specialiseret sig i kvinders hormonelle problemer. Gennem klinikken kan man også bestille de forskellige relevante laboratorietests, f.eks. hormonprofilerne, stofskifteprøverne, samt stofskifteprofiler, der inkluderer status på jod og selen.
Charlotte administrerer desuden en Facebookgruppe om naturlige veje op til og igennem overgangsalderen.

Relevante tests
Bred Saliva Hormone Test vedr. bla. binyrernes funktion v. BIOLAB.
Spyt-, urin- og blodprøver for hormoner v. Precision Analytical
Komplet stofskiftetest fra Nordic Laboratories
Forskellige andre relevante tests fra Nordic Laboratories
Test af neurotransmittere, som serotonin, adrenaline, noredrenaline, dopamin, GABA vil give yderligere indsigt i energi- og følelsesmæssig status. YourPrevention offer several tests for these.

Kilder
Lee, John MD, What Your Doctor May Not Tell you About Menopause, 1996, Warner Wellness
Shomon, Mary, Breaking News: Estrogen, Menopause and Thyroid, with Richard & Karilee Shames. Since Estrogen Found to be Overrated and Dangerous, It’s Time to Focus on Your T. May 2008.
Prior, Jerilynn, MD, The Complex Endocrinology of the Menopausal Transition, Endocrine Reviews,Volume 19 Issue 4 | August 1, 1998.
Prior, Jerilynn, MD, Clearing confusion about perimenopause, BCMJ, Vol. 47, No. 10, December 2005, page(s) 538-542
Prior, Jerylinn, MD, Perimenopause: The Ovary’s Frustrating Grand Finale, Vol. 3 No. 3: Fall Equinox, 2001